Welcome to the jungle! Nationalparken Manu

Mit allersidste eventyr i Sydamerika i denne omgang: 4 dage/3 nætter i junglen/Nationalparken Manu. Jeg blev hentet på mit hostel kl. 5.45 torsdag morgen, og mødte resten af gruppen, der i alt bestod af 6 personer: et ældre russisk par (hvor manden selvfølgelig hed Boris!) og tre unge hollandske piger. Første stop var den lille landsby, Ninamarca, hvor vi så små lerhytter, hvor man plejede at opbevare de døde. Derefter kørte vi i junglen i mange timer og så en enkelt, men stor abe og mange fugle, bl.a. kolibrier og Perus røde nationalfugl, der har det charmerende navn Cock of the Rock! Første nat tilbragte jeg i min egen træhytte med myggenet over sengen. Næste morgen stod vi op 6.30 og kørte i bjergene et par timer indtil vi nåede ned til vandet, hvor en båd ventede på os. Vi sejlede på amazonas ud til et lille stykke strand, hvor vi badede, indtil det begyndte at øsregne. Vi sejlede videre og efter det havde klaret op, nåede vi frem til lodgen, hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter. Vi spiste frokost og slappede af indtil 15.30, hvor vi skulle have gået rundt i junglen. Vores guide bad os vente 40 min., fordi det så ud til at trække op til regn. Vi endte med at vente i 3,5 timer, fordi guiden var taget af sted i båden efter noget, og motoren var gået i stykker midt på floden. Da han kom tilbage, var det jo bælgragende mørkt, men ikke desto mindre skulle ud at gå i junglen. Det regnede heldigvis ikke, men det føltes som at gå rundt i et drivhus. Vi så nogle store og giftige edderkopper, ildfluer, en tudse, en lille orm med lys i begge ender og hørte en abe, men så den ikke. Det var en ret glat og til tider udfordrende rute, som vores guide skar sig igennem med sin machete, men så har man da prøvet det! Vi gik rundt i et par timer, og undervejs lykkedes det en af de hollanske piger at falde intet mindre end fire gange. Den ene gang var som taget ud af en tegnefilm, hvor hun faldt halvvejs igennem en rådden træstamme, som vi skulle gå over. Hun sad næsten fast, og havde fået en masse træflis ned i bukser og underbukser, så hun brugte resten af turen på at gå og pille sig i numsen, mens jeg gik bag hende og kunne næsten ikke holde masken - og er færdig af grin, mens jeg skriver det her! Og så hedder hun Baloo - det bliver ikke bedre! Lørdag skulle vi være stået op kl. 4.30 for at se en speciel slags fugl, der spiser mudder eller ler (!?), men det øsede ned, tordnede og lynede, så det blev udsat til søndag morgen. I stedet fik vi lov til at sove længe, og da det var holdt op med at regne lidt efter ni, tog vi ud i junglen igen. Vi gik i fem timer, først op og så ned. Det var hårdt pga. den høje luftfugtighed og mudrede stier. Vi var tilbage i lodgen for at spise frokost og så var det af sted igen, men denne gang i båd for vi skulle ud på en anden ø. Vi så flere slags fugle, sommerfugle, en nuttet lille abe og to giftige slanger. Søndag skulle vi have set de fugle, vi gik glip af lørdag morgen, men igen igen regnede det, så i stedet satte vi kursen mod Cuzco. Det var en stor oplevelse at være i junglen, men det var godt at komme tilbage til den moderne verden igen. På torsdag flyver jeg til Lima og så hjem til Danmark fredag morgen. Det har været helt utroligt at rejse rundt herovre, og jeg har set mange fantastiske ting og mødt mange dejlige mennesker! Så dette er enden på min rejseblog - tak fordi I læste med og vi ses snart! Kærlighed!

Inca Trail, Machu Picchu og Wayna Picchu

ENDELIG! Machu Picchu! Det, som jeg havde ventet på med spænding i mange mange måneder! Jeg havde jo valgt Inca Trail, fordi det skulle være en hård og udfordrende, men smuk vej til et af verdens syv vidundere. Jeg var til briefing hos rejsebureauet i Cuzco onsdag aften og kunne se, at 4 danske drenge skulle med på samme tur, og at de tilfældigvis boede mit hostel, så dem fik jeg en snak med samme aften, og de virkede søde og lige så spændte som mig. Vi blev hentet på hostel kl. 5.30 torsdag morgen, og kørte til en lille by for at få morgenmad, og vi begyndte at gå ved 8-9-tiden. Vi havde valgt at betale nogle bærere til at tage vores tasker, så vi kun selv bar det nødvendige, dvs. det, vi skulle bruge i løbet af dagen. Vi gik indtil 16-tiden (ca. 11 km), hvor vi nåede frem til første lejr. Teltene blev slået op, og vi hyggede i vores gruppe på 15 mand. Jeg anede ikke, hvordan maden ville være, men blev positivt overrasket. Hver aften til tea time fik vi popcorn, kiks og te, og aftensmad bestod af suppe, hovedret og igen te. Vi gik tidligt i seng, og fredag morgen (efter en kold nat) blev vi vækket med coca-te på "sengen" og derefter god morgenmad. Vi havde snakket om flere gange, at denne dag ville blive den hårdeste med 5 timers (sommetider stejl) opstigning! Det var også rigtigt hårdt, men vi nåede toppen efter 4 timer, og var lettede over, at nu var det overstået. Udsigten ud over Andes-bjergene og den tykke dis, der svævede omkring, var smuk! Vi skulle vente på alle på toppen, og det endte med at være 2 (kolde og blæsende) timer. En mand fra gruppen led under højdesygen, og var nær besvimet, da han nåede toppen. Vores to guider gav ham ilt og ekstra jakker til at varme ham. Det var ubehageligt at se på, og hans øjne var helt fjerne, men efter noget tid fik han det bedre, og vi kunne nu begynde nedstigningen, hvilket heller ikke var en sjov omgang. Især ikke fordi det ovenikøbet begyndte at regne! Så ned ad våde, glatte sten i 1,5 time, før vi nåede campen ved 14-tiden efter at have gået 15 km. Det var en kort dag, og folk var udmattede, men ikke for trætte til at nyde udsigten over de smukke bjerge. Næste morgen startede igen med coca-te i teltet kl. 5, og denne dag skulle vi gå 17 km, men det var en forholdsvis simpel og utroligt smuk rute. Vi gik i noget, der mindede om en jungle med bambus, lianer og meget stejle skrænter omkring os. Da vi kom frem til lejren om eftermiddagen, pakkede vi ud og gik en lille tur for at se Wiñay Wayna, som var en fin forsmag på Machu Picchu. Efter aftensmad var der en lille "ceremoni" for kokken og de mange bærere, der slæbte på vores ting, mad, telte osv. De små peruvianske mænd har en vild styrke, og mens vi gik og svedte og synes, det var hårdt, løb de forbi os med 20-25 kg på ryggen. Vi holdt en lille takketale og gav dem velfortjente drikkepenge. Vi gik ekstra tidligt i seng, for næste morgen skulle vi op 3.30 for at nå solopgang på vej til Machu Picchu. Det havde regnet hele natten, og jeg var bange for, det ville fortsætte om morgenen og dagen, men vi havde super godt vejr! Få skyer og høj sol, så det kunne ikke have været bedre! Machu Picchu skuffede bestemt helt ikke! Det er intet under, det er ét af verdens 7 vidundere. Det er enormt, imponerende, fascinerende og jeg kunne blive ved. Man kan slet ikke forholde sig til, hvordan det nogensinde kunne lade sig gøre at bygge! Tonstunge sten, soltempler, grave til mumier (den seneste blev fundet for bare 9 år siden!), tunneller osv. Vores guide gav en tour derinde, men jeg foretrak helt sikkert at sidde på afstand og beundre værket. Efter at have nydt Machu Picchu fik vi en velfortjent øl efter nogle temmeligt hårde dage i stedets restaurant, og så tog vi bussen ned til Aguas Calientes, hvor vi spiste frokost med hele gruppen og vores guider. Til mandag morgen kl. 7 havde jeg købt en billet til et bjerg, der hedder Wayna Picchu, som giver et smukt overblik over Machu Picchu fra den modsatte side og højere oppe, så jeg havde en overnatning i byen, og det samme havde de danske drenge, selvom de ikke skulle til Wayna Picchu. Efter frokost med gruppen badede vi i varmekilder. De var ikke specielt lækre og rene, men det var alligevel ren luksus efter 4 dage uden bad! Bagefter forkælede vi os selv med flere øl og mega god mad. Jeg stod endnu en gang op kl. 5 for at tage bussen fra Aguas Calientes op til Machu Picchu, for når man skal hen til indgangen til Wayna Picchu, går man igennem Machu Picchu. Det var en tåget morgen, men til sidst tittede solen frem, og jeg fik taget nogle gode billeder. Det tog ca. 35 min. at gå/klatre op ad bjerget, og det var virkeligt stejlt det sidste stykke, så der var reb, man kunne holde ved. Det var helt sikkert besværet og sveddråberne værd! Det gik lettere ned, men mine knæ er godt ømme efter så mange dage med høje trin op og ned, men nu er det også slut. På torsdag skal jeg i junglen og nationalparken Manu, hvilket jeg selvfølgelig også glæder mig til!

Lake Titicaca

I fredags (den 9.) tog jeg bussen til en by, der hedder Puno, som ligger lige ud til Lake Titicaca. Dér mødtes jeg med Alison om aftenen, og vi havde bestilt en tur lørdag-søndag, hvor vi skulle sejle rundt i søen og bl.a. se de her flyøer. Vi tog af sted lørdag morgen, og vi sejlede ikke længe, før vi nåede første stop, nemlig flydeøen Santa María. Vi mødte øens beboere, som tydeligvis er vant til turister. Øens præsident viste, hvordan de laver øerne og det er helt imponerende! Øen er ikke tykkere end en halv meter. Beboerne bærer meget farverigt tøj og er meget åbne og snaksalige. Vi sejlede videre til næste flydeø i en båd lavet af siv og træ - den slags de selv bruger til at sejle rundt i. Næste ø var lidt mere moderne, for de havde toiletter! Uden skyl selfølgelig... Derefter gik turen til Amantaní, hvor vi fik tildelt en familie, hvor vi skulle overnatte. Tilfældigvis skulle Alison og jeg sove hos øens præsident. Efter frokost og en lur vandrede vi til øens højeste punkt, det gamle Inca-tempel Pachitata (Fader Jord på aymara), hvor vi skulle se solnedgangen. Dagen efter startede med en meget gyngende sejltur til endnu en ø, hvor vi igen vandrede til toppen, hvor vi spiste frokost. Vi fik lækker ørred, som lever i Lake Titicaca, men som åbenbart originalt blev importeret fra Canada, og det underlige er, at de forskellige øers beboerne ikke fisker. Det var sidste stop på turen, og så var det tilbage til Puno, som varede 3 timer i båd. I Puno nåede jeg bussen til Cuzco ved 16-tiden, og den eneste bus, der kørte på det tidspunkt, var den lokale bus. Det er en rigtigt skodbus uden toilet og som gør stop hele tiden. Jeg skulle have været tilbage i Cuzco kl. 22.30, men var i stedet fremme 24.30, hvilket er, hvad der sker, når man betaler 30 kr. for en bustur på 7 timer! I dag står programmet bare på afslapning og opladning til Inca Trail. Jeg skal et smut på det skønne gringo-paradis San Pedro marked i dag for at købe cocablade til Machu Picchu, og senere i dag skal jeg møde min gruppe til Inca Trail, så det bliver vildt spændende. Jeg håber, det er en god gruppe! Så i morgen (meget tidligt) går turen mod Machu Picchu. Inca Trail'et er 83 km langt, og vi er fremme på Machu Picchu på søndag, og jeg er så spændt!

Cañon del Colca - verdens dybeste canyon!

Hej igen! Jeg elsker Peru! Og jeg har heldigvis vænnet mig til højden her i landet, så ingen Potosí/La Paz gentagelse (forhåbentlig! 7-9-13!) I onsdags (d. 31.) var der Halloweenfest på mit hostel, og Alison, som jeg mødte i Bolivia, kom forbi, og det var et skønt og sjovt gensyn! Vi havde aftalt at tage til Cañon del Colca (engelsk: Colca Canyon) sammen i weekenden, og torsdag nat kl. 3.30 blev jeg hentet af en bus på hostellet, som kørte os mod Cañon del Colca. Den ligger ca. 160 km fra Arequipa og er mere end dobbelt så dyb som Grand Canyon med sine over 3.400 meter, og er kendt som verdens dybeste canyon! Vi ankom til landsbyen Chivay ved 7-tiden, hvor vi fik morgenmad og kørte videre til et sted, hvor man kan se condors. Vi så desværre ingen af de enorme fugle tæt på, men kun to på afstand. Derefter begyndte vi en mega hård nedstigning med semitunge rygsække i 35 graders varme. Vi vandrede i ca. 4 timer, før vi nåede bunden af canyonen og vores første hostel. Vi havde resten af dagen og aftnen fri og fik en velfortjent øl, før vi gik udmattede i seng kl 21.30 efter at have tjekket værelset for skorpioner! Super rart at få at vide 5 min. inden man skal i seng, at der kan være sådan nogle bæster på værelserne... Lørdag morgen startede med pandekager, frugt og coca-te kl. 8.30, og så gik vi mod Oasis, som bogstaveligt talt er en grøn og frodig oase midt i den ellers tørre canyon. Denne gang gik vi ca. 3 timer, igen i 35 graders varme, og da vi ankom til vores hostel i Oasis, skiftede vi straks til badetøj og tog en dukkert i poolen. Senere spillede drengene fodbold, og vi piger tog billeder og drak mojitos! Om aftnen fik vi god mad, mere øl og hyggede omkring bålet. Vi gik igen tidligt i seng, for søndag startede kl. 5 med opstigningen! Vores guide havde fortalt os flere historier om dødsulykker i canyonen, så vi var selvfølgelig pænt nervøse! Pepe, vores guide, var af sted med en gruppe for 2 mdr. siden, hvor en pige døde foran øjnene på ham. Hun havde det skidt, så hun red på et muldyr op, men dyret mistede fodfæstet og gled ned ad skrænten. Muldyret overlevede, men pigen gjorde ikke, og Pepe skulle så fortælle pigens bror og kæreste, der ventede på toppen, at hun altså døde. Igen, uønsket og forfærdelig viden! Anyway, vi begyndte at gå inden solen var stået op, og vi så den først komme op bag bjerget en halv time inden toppen, så vi vandrede i en behagelig temperatur. Vi havde ingen rygsække på, for dem havde vi fået på ryggen af et muldyr, og det var mega rart ikke at skulle slæbe på sine ting. Desuden tyggede vi coca-blade som en slags energi booster, og jeg ved ikke om det var temperaturen, ingen rygsæk, cocabladene eller alle tre ting, men opstigningen var slet ikke slem! Jeg var nærmest lettet over hvor "nemt" det var. Jeg nåede toppen på 2,5 timer, mens drengene i min gruppe gjorde det på halvanden! Vi tog en masse billeder på toppen og skulle videre hen og have morgenmad i en lille landsby, før vi tog videre til hhv. det højeste punkt på turen (5.000 m), hot springs og frokost (buffet!) Jeg var tilbage på hostel i Arequipa kl. 18, og var ret træt, men endte alligevel med at fejre og feste på hostellet. Aftnen efter (i går) gik turen til Cuzco, hvor jeg regner med at have nogle afslappende dage, før Alison og jeg tager til Puno fredag og lørdag videre til Lake Titicaca, hvor vi skal se de her flydeøer af siv, der er i søen. Det bliver ret cool, tror jeg! Det var det for nu - hav det godt!