onsdag den 14. november 2012

Lake Titicaca

I fredags (den 9.) tog jeg bussen til en by, der hedder Puno, som ligger lige ud til Lake Titicaca. Dér mødtes jeg med Alison om aftenen, og vi havde bestilt en tur lørdag-søndag, hvor vi skulle sejle rundt i søen og bl.a. se de her flyøer. Vi tog af sted lørdag morgen, og vi sejlede ikke længe, før vi nåede første stop, nemlig flydeøen Santa María. Vi mødte øens beboere, som tydeligvis er vant til turister. Øens præsident viste, hvordan de laver øerne og det er helt imponerende! Øen er ikke tykkere end en halv meter. Beboerne bærer meget farverigt tøj og er meget åbne og snaksalige. Vi sejlede videre til næste flydeø i en båd lavet af siv og træ - den slags de selv bruger til at sejle rundt i. Næste ø var lidt mere moderne, for de havde toiletter! Uden skyl selfølgelig... Derefter gik turen til Amantaní, hvor vi fik tildelt en familie, hvor vi skulle overnatte. Tilfældigvis skulle Alison og jeg sove hos øens præsident. Efter frokost og en lur vandrede vi til øens højeste punkt, det gamle Inca-tempel Pachitata (Fader Jord på aymara), hvor vi skulle se solnedgangen. Dagen efter startede med en meget gyngende sejltur til endnu en ø, hvor vi igen vandrede til toppen, hvor vi spiste frokost. Vi fik lækker ørred, som lever i Lake Titicaca, men som åbenbart originalt blev importeret fra Canada, og det underlige er, at de forskellige øers beboerne ikke fisker. Det var sidste stop på turen, og så var det tilbage til Puno, som varede 3 timer i båd. I Puno nåede jeg bussen til Cuzco ved 16-tiden, og den eneste bus, der kørte på det tidspunkt, var den lokale bus. Det er en rigtigt skodbus uden toilet og som gør stop hele tiden. Jeg skulle have været tilbage i Cuzco kl. 22.30, men var i stedet fremme 24.30, hvilket er, hvad der sker, når man betaler 30 kr. for en bustur på 7 timer! I dag står programmet bare på afslapning og opladning til Inca Trail. Jeg skal et smut på det skønne gringo-paradis San Pedro marked i dag for at købe cocablade til Machu Picchu, og senere i dag skal jeg møde min gruppe til Inca Trail, så det bliver vildt spændende. Jeg håber, det er en god gruppe! Så i morgen (meget tidligt) går turen mod Machu Picchu. Inca Trail'et er 83 km langt, og vi er fremme på Machu Picchu på søndag, og jeg er så spændt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar